Nødlidende Fakta bløder igen
Dagligvarekoncernen Coop må igen konstatere, at Fakta er en underskudsforretning. Pengene siver ud, alt imens koncernen satser stort på sin nye lavpriskæde – Coop 365.
- Samlet set er vi ikke tilfredse med, hvordan Fakta klarer sig. Kæden giver underskud. Ikke på det niveau, vi historisk har set, men stadig et underskud, siger Coops adm. direktør, Kræn Østergaard Nielsen.
I årevis har Fakta, der har 347 butikker, været et smertensbarn for Coop-koncernen. En lang række butikker er blevet lukket, og det samlede tab over en otteårig periode beløber sig til 700 mio. kr.
Coop er landets næststørste dagligvarekoncern kun overgået af Salling Group.
Coop består af knap 1.100 butikker under kæderne Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Coop 365, Kvickly og Irma.
Butikkerne er dels ejet af Coop Danmark og dels af en række selvstændige brugsforeninger.
Derudover favner Coop-koncernen også Coop Bank og Coop Invest.
Coop har 1,9 mio. medlemmer og cirka 40.000 ansatte.
Dødsstødet?
For at komme tilbage i kampen på lavprismarkedet – den del af dagligvarebranchen, som ventes at vokse mest – har Coop lanceret sin nye lavpriskæde Coop 365.
Den er blevet testet siden efteråret, og testen er gået så godt, at Coop fortsætter udrulningen. I år er målet 40 butikker på tværs af hele landet.
- Vi kan se, at kunderne er meget glade for konceptet, siger Kræn Østergaard Nielsen.
Det lugter kraftigt af, at I er i gang med at erstatte Fakta-kæden med Coop 365?
- Vi har ikke truffet nogen endelig beslutning. Vi har mange Fakta-butikker, som gør det godt. Der har vi ikke travlt med at ændre konceptet. Men på et tidspunkt skal vi tage en endegyldig beslutning, siger Kræn Østergaard Nielsen.
Dyrt at bygge en kæde
Coop offentliggør ikke regnskabstal for sine enkelte butiksformater – udover Fakta og Coop 365, som begge er samlet i selskabet Fakta A/S.
I 2020 havde Fakta A/S et underskud på 64 mio. kr. Det skyldes udover underskuddet i Fakta-kæden tre ramte Fakta-butikker lige syd for grænsen, som har manglet grænsehandlende i hobetal, og derudover de massive investeringer i Coop 365-kæden.
- Det er dyrt at bygge en ny kæde – men det er endnu dyrere at underinvestere. Vi skal bruge mange penge for at skabe et vindende lavpriskoncept, siger Kræn Østergaard Nielsen.
Coop 365-butikkerne er Coops bud på fremtidens lavprissupermarked. Med cirka 3.000 varer i sortimentet er det meningen, at man som kunde skal kunne handle færdigt i butikkerne.
Derudover har Coop 365 flere af Coops egne varemærker – for eksempel Thise og Xtra – og færre mærkevarer fra eksterne leverandører. Desuden mere økologi i form af Coop 365-serien.
Udvalgte nøgletal i Fakta A/S:
(i mio. kr.) | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 |
Nettoomsætning | 9.544 | 9.188 | 8.539 | 8.102 | 8.133 |
Driftsresultat | -173 | -43 | -408 | 9 | -82 |
Årets resultat | -124 | -18 | -270 | 20 | -64 |
Egenkapital | 48 | 229 | -24 | 146 | 81 |